For lidt over tre år siden videreuddannede Christina N. Larsen sig til procesteknolog og startede i Aconsil. Inden da arbejdede hun i medicinalindustrien gennem 18 år.
»Som konsulent i Aconsil arbejder jeg for nogle af de største medicinalvirksomheder og supporterer på store og spændende projekter. Forskellen er blot, at jeg nu er ansat i en mindre virksomhed. Her er der tæt kontakt til den øverste ledelse, og opgaverne er veldefinerede som konsulent. Det trives jeg godt med«, siger hun.
Som konsulent kan Christina ”skifte job” uden at skifte chef.
»Hvis jeg skulle få lyst til at skifte job og arbejde på et andet projekt i en anden virksomhed, vil min Aconsil-chef være den samme. Det er rigtig rart, for ham er jeg tryg ved.«
Lige nu arbejder Christina på en udvidelse af en fabrik med et nyt vaskerum med to store vaskemaskiner. Som projektsupporter sørger hun for, at alle detaljer bliver tilgodeset.
»Nogen har styr på de store linjer. Jeg har styr på ”alt det udenom”. Har vi de rette materialer? Er der styr på træning af operatører? Fordi jeg tidligere har arbejdet i medicinalindustrien, har jeg en masse erfaring, som jeg har glæde af i hverdagen. Det kommer kunden til gode og betyder, at jeg ret hurtigt kan være selvkørende.«
Selvom Christina arbejder som ekstern konsulent, savner hun ikke samhørighed i dagligdagen.
»I min hverdag møder jeg en masse søde mennesker, og når jeg har brug for det, kan jeg altid række ud til mine Aconsil-kollegaer. Det er en god kombination for mig.«